Det dejlige sommervejr var desværre også denne gang en kort fornøjelse. Heldigvis fik vi da lige weekenden og pinsedagene med. Igår bød derfor på en god gåtur fra Amalienborg og ned langs havnen til Langelinje med et stop i den fine Amaliehaven, hvor frokosten blev indtaget med udsigt til Operaen og International Sandskulptur Festival 2012, hvor der blev bygget på livet løs under solens varme. Den mest iøjenfaldende skulptur var en afbildning af København. Virkelig flot! Jeg synes dog, at det er lidt underligt at vælge Danmark til sådan et event, for vi er jo ikke ligefrem kendte for vores stabile sommervejr. Så da regnen piskede på ruderne i morges, kunne jeg ikke lade være med at tænke på de fine kunstværker ved Havnen. Jeg håber, de stadig står der lige så flotte som igår.
Nu hvor vejret er som det er, synes jeg, at det er på sin plads med en dejlig cremet suppe til at holde sig varm på. En af mine yndlingssupper er kartoffel-porresuppe. Den er mættende, cremet, fuld af smag og ikke mindst super nem og enkel at lave. Her er min opskrift på den bedste af slagsen:
Ingredienser: (ca. 4 personer)
- 2 porrer
- 1 løg, hakket
- 1 fed hvidløg, hakket
- 4 store kartofler, skrællet og skåret i tern
- 1-2 spsk. olivenolie
- 1 tsk. god økologisk bouillon (f.eks. Herbamare urtebouillon)
- ca. 1 liter vand
- En god sjat piske- eller kaffefløde
- Salt og peber efter smag
Fremgangsmåde:
- Rens porrerne og skær det grønne fra til senere. Skær det hvide ud i ringe.
- Sauter porrer, kartofler, løg og hvidløg i olien.
- Hæld vandet ved og tilsæt bouillon. Lad suppen koge i ca. 15 minutter til kartoflerne er blevet møre.
- Tag suppen af varmen og blend den med en stavblender.
- Varm suppen igennem med fløde og tilsæt salt og peber.
- Skær noget af det grønne fra porrerne i fine strimler og sauter det kort på en varm pande. Server det til suppen.
Nemmere bliver det ikke. Velbekomme






Vi kan berolige alle med, at alle kunstværker stadig står lige så flotte som i går, og det bliver de ved med til 5. august. Sandet er så hårdt stampet, at de er meget kompakte, og derfor ikke har problemer med regnen. Tjek selv dagens billeder på http://www.facebook.com/cphsand
Det er godt at høre
Tænkte nok at der måtte være nogle teknikker til til at vedligeholde værkerne. De er virkelig flotte. Jeg glæder mig til at se mere henover sommeren – forhåbentlig under mere sol. Det er nu lidt hyggeligere end regnvejr