Marengs-lagkage på den ultranemme måde

Husk at like bloggen på Facebook, hvis du kan lide at læse med 🙂 Eller klik på æblet nederst i indlægget for at følge med på Bloglovin.

Findes der noget bedre end en hjemmelavet lagkage? I think not 🙂 Jeg er i hvert fald helt vild med en lækker blød og luftig lagkage, der sætter prikken over i’et ved enhver festlig lejlighed, så både cupcakes, cookies og hvad der ellers er på “mode” bøjer sig i støvet. Okay, overdrivelse. But you get the picture.

Denne marengslagkage fik jeg opskriften på fra en veninde, der altid laver skønne kager, man tænker tager en krig og en konditor-uddannelse, men i virkeligheden er de såre simple. Er det ikke bare skønt? Og det bedste ved denne kage er, at den er så luftig, at man slet ikke har dårlig samvittighed bagefter. I ved, den der efterfølgende følelse af, at man vist kom til at spise liiiiidt for meget, og nok skulle have ladet være. Det sker ikke her. Sidst jeg lavede kagen var til en veninde-komsammen, hvor alle var “på kur” og egentlig slet ikke ville have kage. Men efter at have smagt første stykke, besluttede vi alle, at vi da godt lige kunne tage et stykke mere, for den er jo slet ikke så tung 😛 Hmmm… det kan jo så diskuteres, om det er godt eller skidt. Opskriften kommer i hvert fald her, så I selv kan prøve:

Ingredienser:

  • 200 g sukker
  • 4 æggehvider
  • 100 g sukker
  • 4 æggeblommer
  • 100 g blødt smør
  • 3 spsk mælk
  • 100 g mel
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk vaniljesukker

Fyld:

  • 1/4 l. piskefløde
  • 1/2 pose kagecreme

Fremgangsmåde:

  1. Pisk de 200 g sukker med æggehviderne til en let og luftig masse. Pisk indtil skålen kan vendes på hovedet uden indholdet falder ud. Stil skålen til side.
  2. I en anden skål piskes 100 g sukker og æggeblommer godt. 
  3. Tilsæt smør og rør igen.
  4. Tilsæt mælk, mel, bagepulver og vaniljesukker og piske det godt sammen.
     
  5. Tildæk to bageplader med bagepapir og kom halvdelen af æggeblommedejen (den gule) på pladen og smør den ud i en cirkel på ca. 26 cm i diameter.
  6. Fordel halvdelen af æggehvidedejen (den hvide) ovenpå den gule cirkel.
  7. Bag bunden midt i ovnen ved 200 grader i ca. 25 min. Hold øje med at kanterne ikke bliver brændte.
  8. Gentag samme procedure med resten af dejen på en ny bageplade.
  9. Pisk piskefløden til en let skum.
  10. Bland en halv pose kagecreme efter anvisningen på pakken og bland det med piskefløden til en luftig creme.
  11. Hiv forsigtigt bagepapiret af de to færdigbagte bunde. Fordel cremen på den ene bund og læg toppen på. Drys evt. med flormelis på toppen eller anden pynt.
  12. Opbevar kagen køligt, indtil den serveres.

Velbekomme 🙂

Tip! Bundene kan også sagtens bruges med alt mulig andet kagefyld. Og så smager kagen helt fantastisk med friske bær til. De kan evt. også blandes ind i cremen. Især jordbær, kagecreme og flødeskum leger rigtig godt sammen.

Tip! Lav evt. en bund mere og få en 3-lags lagkage

Dette indlæg blev udgivet i Desserter, Kager og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar